Nu er det allerede ved at være nogle uger siden, at jeg havde mit livs sportsoplevelse: Copenhagen Ironman.
At jeg skulle gennemføre en Ironman lå absolut ikke i kortene, dengang jeg var ham den håbløse dreng til gymnastik tilbage i folkeskolen. Ham, der altid som i ALTID stod sidst tilbage og som de andre altid godt måtte få, når der skulle vælges hold i fodbold. Mere om det senere.
For nu vil jeg først lige dvæle ved søndag d. 21. august. Det var en vild dag. Målet var sådan set bare at gennemføre. Jeg satsede på en sluttid omkring 14 timer – og endte på 14 timer og 11 minutter. Ingen prangende tid, men det var gennemført.
Fra den tidlige morgen ude på Amager Strand, hvor solen ved daggry kæmpede med at få bugt med tågedisen, og jeg – sammen med 3.100 andre – kæmpede med at få bugt med sommerfuglene, der baskede rundt, spærret inde bag våddragterne.
Allerede på svømmeturen kunne jeg mærke, at det gik godt. De 3,8 km på 1 time og 25 minutter, klart bedre end jeg forventede. Og cykelvinden var god og svag med sol og skyer og temperaturen, der kravlede op på godt 20 grader. En forrygende cykeltur.
Ved 17-tiden hoppede jeg af cyklen bag Nationalbanken – de 180 km var klaret, og nu ventede ”bare” maratonløbet frem og tilbage fire gange langs havnen. Ingen kriser indtil nu. Men hvad nu med løbet, var der kræfter nok, kan benene holde hele vejen hjem?
Løbet blev den mest fantastiske oplevelse på hele dagen. Langs ruten stod rigtig mange mennesker og heppede. Ikke mindst hele min dejlige familie, gode venner, bekendte, naboer og klubkammerater.
Når sportsfolk i TV har sagt, at publikum giver dem ekstra kampkraft, har jeg altid tænkt, ja, ja, det skal de jo sige. Men den myte fik jeg effektivt punkteret den søndag. Deres heppen og opmuntrende tilråb virkede i den grad som 98 oktan på en næsten tom tank.
For hvert hep nappede jeg nogle hundrede meter mere af det marathonløb, der til sidst trak tænder ud. Men jeg løb hele vejen – og jeg løb i mål omkring kl. 22.
Hvorfor har du begivet dig ud på den galej?
Nogle dage efter spurgte en god ven med en lidt nøgtern og tør tilgang til sådan noget som sport: Hvorfor i alverden har du begivet dig ud på den galej?
Tjah, bum, bum… Så er vi tilbage ved lille Teddy, der stod med jordens mindste selvværd i gymnastiksalen på Skolen ved Milestedet og var ham, de andre ikke ville have med.
Og til svømning var mine kundskaber ikke meget bedre. Inde på bassin-kanten i Vestbadet stod Frk. Kofod og vrælede af mig, når jeg var i gang med at sluge vandet og baskede med armene i krampagtige forsøg på at undgå druknedøden.
Min karriere i skolens fysiske fag var ikke prangende.
Først i gymnasiet blev det bedre. Der spillede vi basketball og volleyball, og pludselig kom min højde, der efterhånden var nået op på 1,90 m mig til hjælp. Ikke at jeg var nogen ørn, men det tændte en gnist i mig – at det der med at bruge min krop, kunne jeg måske godt alligevel.
Og jeg cyklede jo altid. Men cyklen var ikke sport for mig, det var transport, da mine forældre ikke havde bil og begrebet curling-forældre endnu ikke var opfundet.
Som 16-årig tog jeg til Sverige og købte min første racercykel. Et par år efter cyklede jeg Sjælland Rundt. Uden cykelhjelm, lycra og geles, men et race var det, startende fra Køge Torv sen aften og sluttende samme sted en gang dagen efter.
Og efter en ski-skade som 19-årig begyndte jeg at løbe. Første løbetur var 1 km ude langs Vestvolden i Rødovre. Det udviklede sig, og i 1982 løb jeg mit første marathonløb. Dengang kunne deltagerne i Copenhagen Marathon mageligt være i samlet flok bag Københavns Rådhus i Vester Voldgade. To år senere løb jeg endnu et.
På det tidspunkt var jeg begyndt at lege med tanken om at blive brandmand – endnu en skalp i min indebrændte jagt på at blive accepteret som ”rigtig” mand.
Men det krævede, at jeg havde livredderprøven – og kunne svømme. Så gik jeg i gang med at lære mig selv at svømme – jeg skulle i hvert fald ikke have nogen svømmelærer, der stod og vrælede af mig igen. Det gik, og jeg blev brandmand, og da jeg i 1988 var på brandskolen skulle vi – af alle steder – i Vestbadet og øve livredning. Dér stod Frk. Kofod stadig og råbte af de stakkels skoleelever – men var smiskende sød over for os brandmænd.
Den dag i Vestbadet var en god dag for min selvfølelse.
Jeg kan alt hvad jeg vil
Ud over at blive brandmand var jeg også på et gå-på-gløder-kursus. Noget af det vildeste jeg har oplevet – for al logik siger jo, at det kan man ikke. Men JO, vi kunne. Uden fake, men med viljestyrke og tankens kraft. Bagefter skrev jeg en lille seddel til mig selv: Jeg kan gå på gløder – jeg kan alt, hvad jeg vil!
Nu fulgte år med familieliv, børn og karriere – i de år var sport nede på et minimum, men efterhånden som børnene voksede til, blev der tid igen. Jeg gik ombord i kajak og roning.
For tre år siden, kunne jeg imidlertid mærke, at der skulle ske en forandring. Jeg kom forbi Copenhagen Ironman og tænkte – OK, jeg har jo både svømmet, løbet og cyklet – man kunne jo altid prøve, om det var noget, og så meldte jeg mig ind i Pan Idræts Copenhagen Mermates Tri-Out-gruppe.
En ny spændende rejse begyndte. Første år var målet en kvart Ironman. Trods flere år med roning var jeg alligevel fuldstændig baldret efter løbet. Men det var gennemført, og jeg besluttede, at næste år skulle den halve Ironman erobres. Min træning blev forøget til 5-10 timer om ugen, men alligevel havde jeg tvivlen: Kunne jeg gennemføre?
Jo, jeg kunne – og jeg havde det fint bagefter. Meget bedre end efter den kvarte Ironman.
Nu var der ingen vej tilbage. Hvis jeg ikke meldte mig til den hele, ville jeg fortryde hele det efterfølgende år. I de sidste måneder op til d. 21. august blev det til 10-15 timers træning om ugen. Men jeg kan godt lide at træne, så det har stort set aldrig været et problem for mig at komme af sted. Selvfølgelig har der været dage, hvor jeg var uoplagt, men når jeg så fik trænet, var det skønt bagefter. Man fortryder som bekendt kun den træning, man ikke får lavet.
Selvfølgelig har der været afsavn, mindre alkohol – og de sidste tre måneder stort set ingen. Færre fester og regelmæssig nattesøvn.
Men det har været det hele værd. Også fordi jeg har vidst, at for mig var gennemførelsen af en Ironman en engangsforestilling.
De medieskabte myter om Ironman
Overvejer du at begive dig ud i det, så siger jeg bare, GO for it. Har du små børn, så synes jeg dog lige du skal gemme ambitionen nogle år, så tror jeg både dine børn og ægtefælle bliver glade. For det er en tidsrøver.
Der er rigtig mange (medieskabte) myter om Ironman. Den er både feteret og forhadt. Flere og flere topchefer dyrker Ironman er fx en af myterne. Sikkert skabt af en af de her erhvervsreportere, der har portrætteret en topchef, der har lavet en Ironman. Han kunne ligeså godt have lavet en artikel, der hed: Flere og flere jordemødre dyrker Ironman. Begge artikler er rigtige – al den stund at flere og flere rent faktisk dyrker triathlon og laver en Ironman.
Men alle de triatleter jeg kender, repræsenterer et bredt udsnit af den danske befolkning: Vinduespudsere, studerende, it-nørder, So-Su-assistenter – og også nogle chefer og direktører.
En anden myte er, at det koster en formue at dyrke triathlon. Det kan det gøre. En bil kan også koste en formue, men mindre kan også gøre det. Jeg gennemførte min Ironman på en brugt cykel, som jeg købte for 9.000 kr., med en racercykelhjelm jeg har haft i mange år, klubbens tri-dragt til 500 kr. og så en våddragt på tilbud til 1.000 kr.
Du behøver heller ikke at have været en håbløs dreng eller pige til gymnastik i skolen for at få brændstof nok til at lave en Ironman. Men det er nu en meget god viljestyrke-booster at have med.
God fornøjelse – triathlon er en skøn sport!