Min massage – hvorfor gør jeg som jeg gør

Måske har du prøvet min massage – endda mange gange – men hvorfor er det lige, at jeg gør, som jeg gør? I en række blog-indlæg vil jeg fortælle lidt mere om ideen med min massage.

Hop ombord  her i første kapitel, der starter langs rygsøjlen.

Rygraden er hele omdrejningspunktet for vores krop og vores bevægelighed. Hverken mere eller mindre. Og her starter næsten alle mine massager.  Uden olie, men med tør-massage, laver jeg med mit håndled et tværgående pres udad fra rygsøjlen, startende oppe  fra skulderen og ned langs rygraden til lænden. Et tryk fra rygraden og udad hele vejen ned langs mørbraden – først den ene side og så den anden.

Derefter står jeg ved hovedgærdet og laver trykket med håndfladerne ned langs begge mørbrader – og tilbage igen.

Hvor sidder spændingerne?

På den måde får jeg en føling med tingenes tilstand i ryggen. Hvor er der spændinger i nogle af de væsentlige ryg-, lænde- og skuldremuskler?

Mørbraden lyder sådan lidt dyrisk, men med de rigtige anatomi-ord hedder den erector spinae. Derudover får jeg også fat i de to største rygmuskler, der ligger uden på erector spinae. Det er latissimus dorsi på den nedre del af ryggen og traspezius på den øvre del, men også muskelgruppen rhomboideus, der ligger inde bagved og går fra rygsøjlen og på tværs ud til skulderbladet.

Efter tørmassage kommer oliemassage

Nu går jeg i gang med olien. Først smører jeg  ryggen ind nede fra lænden og med langsomme, lange strøg på begge sider af rygraden op og rundt om skulderbladene og tilbage til lænden. Derefter samme tur, nu startende oppe fra skuldrene ned langs rygraden og ned til lænden og tilbage, hvor jeg tilbage ved skuldrene kører med knoerne langs skulder- og nakkemuskler.

Ved sidste runde slutter jeg i nakken, hvor jeg med fingrene laver et tryk langs kraniekanten, hvor flere af de store ryg- og skuldermuskler hæfter. Trykket langs kraniekanten oplever de fleste som en ”dejlig ømhed” på kanten til smerte.  Smerten skyldes spændte muskler, der trækker sig sammen og dermed hiver i hæftningerne.

Hele mit opvarmningsforløb af ryg, lænd og skuldre slutter med yderligere nogle lange strøg med henholdsvis mine underarme og håndflader, rundt om skulderen og ned langs rygraden, rundt om lænden og tilbage igen.

Alle de vigtige ryg-, lænde- og skuldermuskler er nu varmet op samtidig med at processen med at løsne op i de spændte muskelgrupper er i gang.

Senere vender jeg tilbage med en dyberegående behandling af ryg-musklerne. Men først tager jeg fat i skuldre, arme og hænder. Vores brug af PC’ere og mobiltelefoner skaber nemlig mange problemer for skuldre og nakkemuskler.