Massør Teddy Østerlin Koch startede MassageArt i 2014

Jeg er læge- og fysioterapeut-eksamineret fysiurgisk sports-massør fra At Work Skolen i 2012.

Efter et par år i massagen i Frederiksberg Svømmehal, startede jeg i 2014 som selvstændig massør med MassageArt.

I 2017 har jeg færdiggjort uddannelsen i japansk trykterapi. Det er en massageform, hvor jeg laver tryk på musklerne samtidig med at de strækkes ud. En meget effektiv massageform, som jeg kombinerer med den klassiske sportsmassage.

I 2018 har jeg taget kurser i triggerpunkt-akupunktur og behandling af sportsskader.

Krop og psyke hænger sammen

For mig er mit arbejde som massør en kunstart. Alle mennesker er forskellige, alle kroppe er forskellige. Derfor er min massage meget individuel, så den er tilpasset til din krops aktuelle behov.

Jeg tror på, at krop og psyke hænger sammen. En væsentlig del af massør-uddannelsen handler om anatomi og fysiologi – altså at få styr på kroppens muskler samt skelettet og kredsløbet – og alle disses funktioner. Både når kroppen fungerer, som den skal, og når der opstår spændinger eller skader i muskler og led. Det giver en vigtig forståelse af menneskekroppen, der er en af forudsætningerne for en god massage.

Den anden halvdel af uddannelsen til massør er selvfølgelig at lære de rigtige greb, tryk og strøg på de forskellige dele af kroppen, så massagen får den optimale virkning.

Men gennem mange år har jeg også haft en alternativ og mere spirituel tilgang til sammenhængen mellem krop og psyke. Jeg har fulgt mange forskellige alternative kursusforløb, bl.a. hos indianeren Art Reade, taget grunduddannelsen i Gestaltterapi, arbejdet med mentaltræning og mental afslapning – og brugt det i undervisning. Jeg dyrker yoga og i mange år også tai chi.

Aktiv sportsmand og massør er en god kombination

Det har dog hverken gjort mig flyvsk eller fjern. Jeg er også et meget jordnært og fysisk fokuseret menneske. Gennem det meste af mit liv har jeg været aktiv sportsmand. Har løbet maraton, svømmet, cyklet, været roer og trænet i fitnesscenter. De seneste år har jeg kastet mig over triathlon, og har i 2016 gennemført Copenhagen Ironman.

Det er den perfekte kombination at være en meget aktiv sportsmand og samtidig arbejde som massør. Du ved lige præcis hvor og hvordan det gør ondt, men også hvad du kan gøre ved det.

I mit arbejdsliv er jeg uddannet journalist, har også være brand- og ambulancemand ved Københavns Brandvæsen. Som journalist har jeg arbejdet for fagtidsskrifter inden for sundhedsverdenen: Sygeplejersken og Ugeskrift for Læger, ligesom jeg har undervist både læger og sygeplejersker i kommunikation. Jeg har været nyhedsreporter på TV2 og lavet dokumentarprogrammer for både TV2 og Danmarks Radio. I en årrække har jeg været kommunikationschef/direktør i både det offentlige og det private.

I 2014 er jeg så vendt tilbage til livet som selvstændig med kommunikations-bureauet YourStory.dk – og som massør med MassageArt. For mig giver det god mening med både det intellektuelle arbejde kombineret med nærværet, roen og det fysiske arbejde som massør.

Bad Behavior has blocked 127 access attempts in the last 7 days.