Når smerter og spændinger bliver ved med at komme igen

Når smerter og spændinger bliver ved med at komme igen. Jo tak, jeg kender det fra egen krop.

Og okay, indrømmet, jeg er den dårligste rollemodel til at gøre det, jeg selv prædiker til jer, massagekunder.

To gamle knæoperationer i mit højre knæ gør, at jeg mangler noget styrke og styr på mit højre ben, så jeg lægger ubevidst vægten på venstre ben og belaster dermed min venstre hofte. Læg dertil en medfødt skavank, så venstre lårbensknogle går lidt skævt ind i min hofteskål. Alt sammen skaber ekstra slid på hoften og spændte muskler i mit venstre ben, balle og hofte – samt smerter.

Sådan har det været i årevis. Noget af det kan jeg selv massere væk, og ellers tager jeg ud til min japanske lærermester, Nobu, og så klarer hans albue det, så jeg kan holde den gående. Nobu har opgivet at forklare mig, at det eneste der rigtigt kan hjælpe mig, er, at jeg træner lidt mere behersket. Dropper løbet, går til yoga, svømning og cykling, men alt sammen i mere beherskede mængder, end det jeg gør i dag.

Det gør jeg så ikke. Og dog. Jeg har lagt de lange løbedistancer på hylden, da en idrætslæge skar ud i pap for mig, at løb over 10 km eksponentielt øger sliddet på min hofte. SUK!

Selvfølgelig hjælper massagen mod smerter og spændinger, men…

Nå, det jeg vil frem til, er, at massagen selvfølgelig hjælper. Det håber jeg også, at I oplever. Det løsner op i spændte muskler, fjerner smerter. Som regel ikke med en enkelt behandling – ofte skal der flere behandlinger til. Navnlig, hvis der er tale om egentlige smerter i arm, skulder og nakke – eller i lænd, balle og ben.

Men massagen virker kun til en vis grænse. For hvis vi går tilbage og fortsætter med at gøre det samme, som forårsagede vores smerter og spændinger, så går der ikke så forfærdelig lang tid, før spændingerne og smerterne vender tilbage.

Det er kombinationen af flere ting, der giver smerter og spændinger

Når spændinger og smerter rammer vores muskler og sener, er det sjældent, at det lige præcis er én bestemt ting, der forårsager spændingen og smerten. Ofte er det en kombination af forskellige ting, der gør det. Men som regel er der en hovedårsag:

Frisøren med saksen, tandlægen med boret eller tømmeren med sømpistolen. Læg dertil at de sikkert alle også bruger mobiltelefonen flittigt som alle andre. Så er fundamentet lagt til ondt i skulder, arm og nakke.

Jo, nogen kan da sikkert skifte branche, hvis det bliver for slemt. Men de fleste hænger jo ved. Men resultatet er også, at det med mellemrum og i kortere eller længere perioder spænder og gør ondt. Noget kan man selvfølgelig gøre for at aflaste – fx at oplære venstre hånd i brugen af mobilen, eller at lave forskellige strækøvelser med nakke, skuldre og arme. Og så må man ind imellem til massøren og få løsnet op.

Og her er jeg så ved min pointe: Massagen kan løsne og få smerten til at gå væk. Men går vi tilbage i hverdagen og gør, som vi plejer, så vender spændinger og smerte før eller siden tilbage.

Jeg ved det. Fra mig selv. Og jeg glæder mig hver morgen over Storm P’s guldkorn, når jeg står ud af sengen: Hvis du vågner en morgen og ikke har ondt, så er det fordi du er død;)